Tischgesellschaft + Look Up

To forestillinger fra unge-campen.

Look Up

Hvad er virkelighed, og hvad er illusion? Hvilken betydning har den digitaliserede virkelighed for os som mennesker? Look Up er en forestilling, som skildrer en virkelighed, hvor det gælder om at være “på” og være med – en virkelighed hvor modstridende følelser eksisterer side om side.
T’Dance består af seks unge dansere i alderen 13-17 år, der alle går på Talentlinjen på Den Kreative Skole i Fredericia. På dette års SWOP festival giver de seks unge talenter deres bud på, hvad det vil sige at være til og mærke sig selv på godt og ondt. Koreografien er bygget op omkring de unges egne tanker, improvisationer og tekster og leger med bevægelse, ord og rytmer.

Tischgesellschaft

I et samarbejde mellem en håndfuld unge dansespirer fra Perform(d)ance fra Tyskland og Aaben Dans’ egen stART-gruppe kommer her en fortælling om fællesskab og opdeling. Forestillingen tager sit udgangspunkt i en gammel tysk tradition, hvor man inviterede fremmede ind til et måltid mad efterfulgt af en eventuel overnatning i den tilstødende lade. Tischgesellschaft (middagsselskab) byggede på et ideal om at invitere ind og samle folk på tværs af samfundsklasser. De unge dansere befinder sig på grænsen til voksenlivet, midt i et dansk-tysk kulturmøde, hvor gruppedynamikker og forviklinger opstår i et fysisk møde omkring middagsbordet.

SPILLER

Tischgesellschaft
Søndag kl. 11:45 + 12:30

Look Up
Søndag kl. 12:00

STED

Dansepladsen foran Laboratoriet
Rabalderstræde 10
4000 Roskilde

BILLETTER

Look Up og Tischgesellschaft er gadeforestillinger. Det er ikke nødvendigt at bestille billetter til disse forestillinger.

De to forestillinger er en del af SWOP danse camp med deltagelse af 30 unge talentfulde dansere fra Roskilde, Fredericia og Stralsund i Tyskland.